logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo
star Bookmark: Tag Tag Tag Tag Tag
Denmark
An article was changed on the original website

Beth Gibbons fra Portishead har lært sig polsk og synger smerten ud i moderne klassiker

Beth Gibbons har skiftet Portishead ud med et klassisk orkester på nyt album.

Henryk Góreckis 3. symfoni har været elsket og foragtet siden sin uropførelse i 1977. Nu får et nyt publikum muligheden for både på cd og i koncertfilm selv at mærke efter i selskab med Beth Gibbons.

Musik

Der er klassisk musik, og der er populærmusik. Så det kan næsten udvikle sig til en slags kulturkortslutning, når et nyskrevet stykke klassisk pludselig bliver voldsomt populært. Hvilket mildest talt ikke er hverdagskost.

Men det skete med den polske komponist Henryk Górecki og hans 3. symfoni med undertitlen ’De sorgfulde sanges symfoni’. Symfonien, der blev skrevet i 1976 i Katowice og uropført i 1977, er et følelsesladet og sorgfuldt værk, som snart skulle få en hård medfart af nogle af datidens kritikere.

Det følelsesladede blev affejet som sentimentalt, og musikkens umiddelbare tilgængelighed gjorde den suspekt i en tid, da nykomponeret klassisk musik nærmest per definition skulle være svært tilgængelig. Måske havde det også noget at gøre med mistroen over for den kommunistiske kulturs pseudofolkelighed, der af gode grunde stadig var stærk. Så da Góreckis 3. symfoni med dens folkelige rødder blev annammet af det brede publikum og endte med at sælge en million plader, blev vandene delt.

Den tidligere mest populære indspilning er den fra 1992 med London Sinfonietta under ledelse af David Zinman og med sopranen Dawn Upshaw. Men den kan nu få konkurrence. En ny version blev nemlig opført og indspillet i november 2014 i Warszawa af Den Polske Nationale Radios Symfoniorkester under ledelse af Polens anden berømte moderne komponist, Krzysztof Penderecki, og med Beth Gibbons fra Portishead som sanger.

Koncerten blev foreviget både på billede og lyd, så når CPH:DOX på torsdag ’opfører’ Góreckis 3. symfoni i skikkelse af Michal Merczynskis koncertfilm, sker det, samtidig med at Beth Gibbons’ livtag med Góreckis værk udsendes på cd med dertilhørende dvd.

Gibbons har lært sig polsk

Det kan bestemt ikke udelukkes, at det vil give den 3. symfoni en renæssance. Efter nogle årtier med Arvo Pärt som en slags samlingsskikkelse er forestillingen om, at moderne kompositionsmusik gerne må være følelsesladet og tilgængelig, en knap så aparte og småborgerlig tanke som tidligere.

Penderecki er ikke uvant med at kommunikere med et bredere publikum. Han er som landsmanden Zbigniew Preisner en dygtig filmkomponist, og hans bud på de sorgfulde sange er da også på en måde både lettere i tonen og mere filmisk end den mørkere, langsommere og mere intenst ulmende indspilning med London Sinfonietta.

Ikke kun på grund af de stilfulde visualiseringer projiceret op på bagtæppet under koncerten er det vitterlig som at se en solopgang sprække det tættest tænkelige blygrå, når 2. sats, ’Lento e Largo – Tranquillissimo’, lukker op for strygerne.

For Beth Gibbons fra Portishead er der tale om den første ’solo’-plade siden den 17 år gamle ’Out of Season’. Hun er gået til opgaven med al den alvor og koncentration, som den kræver. Gibbons har lært sig polsk, og uden vibrato synger hun sig rent og smalt, spidst og hjerteskærende ind i et værk, der både intimt og monumentalt mindes det enkelte menneskes lidelse i en tidsalder, der frembragte Auschwitz.

Gibbons er ikke klassisk uddannet, men hun er ikke fremmed for udfordringerne. Hun synger en slags mezzosopran, der kan bære, når den instinktivt søger op i sin stemmes tynde luft.

Det er måske en poppet betragtning, men selv hendes blege, alvorlige ansigt passer til rollen. I værket begynder Górecki for alvor at trække på middelalderens traditioner som en måde at forankre menneskelige følelser i en tidløs musikalsk ramme på.

Pendant til holocaustmonument

Symfoniens tre sorgfulde sange spænder den historiske bue. Den første er en middelalderhymne, hvor jomfru Maria begræder sin døde søn. Den anden er inspireret af ord ridset ind i en cellevæg i et Gestapo-fængsel. Den tredje er en silesisk folkesang, hvori en desperat mor leder efter sin myrdede søn. En sang fra en tid, da den polske befolkning i Silesien (Schlesien) gjorde oprør mod tysk overherredømme.

Så, jo, stemningen i musikken er følelsesladet. Måske kan Góreckis 3. symfoni bedst beskrives som den musikalske pendant til holocaustmonumentet i Berlin. Et sted, hvor man man kan bevæge sig ind og lade sig omslutte af et gråt mørke og en sorg af dimensioner, der er ufattelige, men som takket være omgivelserne alligevel bliver oversat til en tilgængelig menneskelig målestok.

Så er Góreckis 3. symfoni populær, fordi den er poppet eller sentimental? Ikke i mine ører, men de er måske bare både poppede og sentimentale. Men jeg synes snarere, det handler om, at symfonien tilbyder en kanal ind til nogle historisk opmagasinerede følelser, der kræver at blive udtrykt og gør det med en musik, som på samme tid er højstemt sakral, inderligt alvorlig og i sidste ende forløsende.

Måske hang foragten for Górecki dengang også sammen med den umiskendeligt religiøse grundtone. Her har tiderne unægtelig ændret sig. De standhaftigt katolske polakker er på godt og ondt ikke længere alene om at tage religionen alvorligt i Europa. Også i musikken er der atter mere mellem himmel og jord.

At lytte til den, mens man betragter Beth Gibbons’ blege koncentrat af et menneskeansigt, synes at understrege pointen. Hvor Dawn Upshaw sang smerten, så den strakte sig op imod himlen, synger Beth Gibbons den, så den forbliver såre menneskelig og bundet til den hårde jord.

Redaktionen anbefaler:

Themes
ICO