»Lars Løkke Rasmussen er død«

»Ole Sohn er død«

»Berthel Haarder er død«

20 A4-ark med hver deres linje, der starter med en politikers navn og slutter med »er død«, vækker opsigt på de sociale medier.

Arkene udgør tilsammen et kunstværk. der er lavet af Jakob Jakobsen. Tidligere var det en del af en fremtidsudstilling på Kunsthal Charlottenborg, men nu har Billedkunstudvalget i Københavns Kommune købt værket.

Prisen lød på 10.000 kroner.

En af fortalerne for at købe kunstværket var Gyda Heding, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og et af otte medlemmer i Billedkunstudvalget, som står for at købe kunst ind til kommunens offentlige institutioner.

Indkøbet fik hende til at dele et glimt af kunstværket på Facebook for en måneds tid siden.

Allerede dengang var der debat om kunstværket, som også blev diskuteret i Radio 24syvs kulturprogram AK24syv.

Ligeledes benyttede flere brugere kommentarsporet til at ytre deres manglende forståelse for værket.

Nu blusser debatten endnu engang op, efter at Socialdemokratiets folketingsmedlem Dan Jørgensen torsdag delte Gyda Hedings opslag på Twitter og kaldte det usmageligt.

»Jeg har ikke set det i fuld størrelse, så jeg ved ikke om mit eget navn er på, men jeg ville blive berørt af det og føle, at det var dybt ubehageligt. Det tænker jeg også, at nogen af dem, der står på, bliver,« supplerer Dan Jørgensen.

Han anerkender, at politikerne ikke skal blande sig i, hvilken kunst der laves. Men fordi tre af medlemmerne af billedkunstudvalget er politisk valgte, undrer han sig.

»Man bruger døden om nogle offentlige personer, hvor nogen af dem faktisk går rundt med livvagter til hverdag, fordi de er truet. Det bryder jeg mig ikke om,« siger Dan Jørgensen.

Københavns Kommunes Billedkunstudvalg består af otte medlemmer, hvoraf tre er politisk udpeget og fem er kunstnerisk sagkyndige. Udvalgets budget lyder på 650.000 kr.

Gyda Heding påpeger, at kunsten skal være med til at skabe følelser og tanker ved beskuerne. Hun forestiller sig, at Jakob Jakobsens kunstværk vil gøre det godt på et plejehjem.

»Der er mere i det, end man først lige ser. Jeg tænkte først, at de her politikere måske er døde om 50 år, da det jo er et fremtidsværk. Måske er det også et statement i forhold til politikerlede, og forskellen mellem det, politikerne gør, og almindelige mennesker føler,« siger Gyda Heding (EL).

Et andet medlem af billedkunstudvalget er Kultur- og Fritidsborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet. For ham handler værket om, at politikere også er mennesker af kød og blod, at alle har et hjerte og en historie. Han forstår ikke kritikken fra Dan Jørgensen.

»Det er op til ham, men det kan være jeg skal invitere ham ind og se værket. Kunst, som skaber en samfundsdebat er inspirerende,« siger han.

Selv hvis der stod »Niko Grünfeld er død« på værket, mener han at man bør rumme den slags provokation eller inspiration.

Det er endnu ikke besluttet, hvor kunstværket skal placeres, men hvis alt glipper, så melder Niko Grünfeld sig gerne til tage det.

»Jeg ville ønske, jeg kunne have det på mit eget borgmesterkontor.«