logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo logo
star Bookmark: Tag Tag Tag Tag Tag
Denmark

Nye cykelstier på vej til midtbyen

Trafikplanen er en langsigtet handleplan, der skal forme trafikudviklingen i Esbjerg midtby over de kommende år. Planen og forslaget om nye cykelstier afventer endelig politisk behandling i juni, hvorefter der følger en otte uger offentlig høring. Arkivfoto: Morten Pape

Nye cykelstier på vej til midtbyen

Nørrebrogade og Strandbygade er blandt de centrale færdselsårer, som politikerne i Esbjerg Kommunes Teknik & Byggeudvalg har udset sig, når der i fremtiden skal etableres flere cykelstier i bykernen.

Esbjerg Kommune: Nye cykelstier dukker op over hele Esbjerg Kommune, og der er flere på vej. De næste i køen til at blive herre over egen asfalt er cyklisterne i Esbjerg Centrum.

Det står klart, efter politikerne i Teknik & Byggeudvalget har godkendt udkastet til den nye trafikplan for Esbjerg Midtby. Af udkastet fremgår, at der er planer om en generel forbedring af de tohjuledes forhold. Det indebærer blandt andet, at man etablerer flere nye cykelstier.

- Før i tiden har man placeret cykelstierne i Esbjerg med meget spredt fægtning. Det har gjort cyklisternes transportforløb til og fra centrum meget ujævnt, og det er det, vi arbejder på at ændre. Vi forsøger at samle enderne, for lige nu er der ingen cykelstier, der fortsætter helt ind til gågaden, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S).

Nye cykelstier

Over de senere år har man blandt andet anlagt cykelstier langs Guldagervej mellem Sdr. Tobølvej og Guldager, ved Hovedvej A1 fra Bygaden i Endrup til Hjortkærvej og langs Enderupvej i Egebæk-Hviding. Derudover har man anlagt en supercykelsti fra den sydvestlige del af Tarp ind til Havnegade i centrum - en strækning på cirka 6,5 kilometer.

Man arbejder lige nu på endnu en supercykelsti langs Baggesens Alle, Århusvej og i Skibhøj, som skal binde Østerbyen sammen med midtbyen. Cykelstien bliver anlagt fra midten af 2019 og skal stå færdig i slutningen af 2020.

Tiltagene

Politikerne skæver blandt andet til Strandbygade, hvor cyklister i dag zigzagger mellem kantstensparkerede biler og tæt myldretidstidstrafik. Det skal cykelstier i begge sider af vejen ændre, mens fartdæmpning skal sikre, at bilerne kommer ned i fart.

Også Nørrebrogade står for tur. Her vil man skaffe plads til to smalle cykelstier ved at inddrage dele af både vej og fortov. Antallet af parkeringspladser ude i kørebanerne skal reduceres til fordel for nye busstoppesteder og i samme ombæring vil man tilføje vejtræer eller andet grønt for at forskønne strækningen.

- Vi arbejder med en idé om, at en vej ikke blot behøver at være et middel til at nå fra A til B, men at en vej også kan være et forløb eller en oplevelse. Derfor er anlæggelsen af cykelstier også en anledning til at give gaderne en større overhaling ved for eksempel at plante nyt grønt, siger Søren Heide Lambertsen.

Ny cykelgade

Man overvejer desuden at gøre Norgesgade til en cykelgade i stil med den del af Kirkegade, der blev omlagt i forbindelse med etableringen af supercykelstien fra Esbjerg N.

- Vi vil gerne lede cyklisterne den vej, når de skal ned mod Banegården, men lige nu er gaden ikke ret cykelvenlig, mener udvalgsformanden.

Cykelgader er et relativt nyt begreb, præsenteret af Vejdirektoratet i 2016. Det betyder, at cykler og små knallerter har fortrinsret på kørebanen. Bilkørsel er også tilladt, men hastigheden skal svare til cyklisternes, hvilket typisk vil sige under 30 kilometer i timen. Desuden er parkering kun tilladt i særligt afmærkede båse.

Hvad med bilisterne?

Cyklister og fodgængere har i flere år været første prioritet, når politikerne i Esbjerg Kommune har tænkt trafik i midtbyen. Den linje fortsættes, hvis tiltagene i den nye trafikplan gennemføres. At man fokuserer på de bløde trafikanter, er dog ikke ensbetydende med, at man forsøger at tvinge bilisterne ud af bykernen, forsikrer udvalgsformanden.

- Slet ikke. Formålet med omlægningen af indre by er, at vi får dirigeret de forskellige trafikanter ud på hver deres veje, så de ikke "klumper sammen" på de samme strækninger. Af hensyn til både trafikafviklingen og sikkerheden er det i alles interesse, at trafikken spredes ud over hele vejnettet, mener Søren Heide Lambertsen.

Trafikplanen er en langsigtet handleplan, der skal forme trafikudviklingen i Esbjerg midtby over de kommende år. Planen og forslaget om nye cykelstier afventer endelig politisk behandling i juni, hvorefter der følger en otte uger offentlig høring.

Themes
ICO